Efterskolernes Gymnastikdag 2018

Tags

, , ,

Traditionen tro blev der afholdt den årlige Efterskolernes Gymnastikdag. Det er en dag, hvor efterskoler fra hele Sjælland, som arbejder inden for gymnastikken, mødes og viser hvad de har forberedt hele året. Heriblandt var vi, Gymnastikefterskolen Stevns, naturligvis også repræsenteret.

Og det var en fed oplevelse.


Vi ankom til Antvorskovhallen i Slagelse ved 9-tiden, hvor vi gjorde os parat til at nyde en hel dag fyldt med alle de forskellige opvisninger.

Imellem opvisningerne var der to håndstandskonkurrencer, en for drenge og en for piger, hvor alle efterskoler dystede mod hinanden om snickers for 2000 kroner.

Mille står også på hænder i vores opvisning, her til GymnastikKabalen. Fotocredit: Erik Cheng

Igen i år havde vi to meget dygtige elever på skolen, og de tog begge sejre, det var Mille Staufeldt og Frederik Høj. Hermed vandt de snickers til os alle for 4000 kroner, og vi var meget stolte af dem 🙂

Frederik i fortjent vinderguldstol på billedet til højre. Fotocredit: GymFotoVideo.dk

Efter en masse flotte opvisninger blev det endelig vores tur til at vise, hvad vi kan.

Alt i alt var det en mega fed dag, som de kommende elever sagtens kan glæde sig til!

Til sidst gik turen hjemad mod aftensmaden, endnu en oplevelse og en masse snickers rigere.

Knus Clara og Linea 🙂

Forvent det Uventede på Stevns

Tags

, ,

Hej på Bloggen
Nu er vi her igen. Så du det komme?

For vi så nemlig ikke Forvent det Uventede komme.

Vi havde holdt StevnsAften for tidligere elever og deres gymnastikhold og var gået trætte i seng, men søvn var ikke lagt ind i vores skema den nat.

Klokken 24.00 blev der larmet med gryder og horn, for nu skulle vi op og hurtigt ud af døren mod noget ukendt.

Vi blev bedt om at pakke følgende;
– Sokker
– Svømmetøj
– Cykelhjelm
– Penge
– Gummistøvler
– Tandbørste
– Pas/sygesikring
– Være iført sportstøj og stå klar ved Frørens klokken 00.30

Her holdt tre busser og ventede på os, uden forklaring fra lærerne om hvor de kørte hen.

I vores bus var vi så heldige at sidde med årets lærer, Henning, som virkelig formåede at misbruge vores tillid. Mere end halvdelen af bussen sad med cykelhjelme på, da vi var blevet fortalt, at vi ville blive stoppet, og derfor var det en god idé at have den på. (Hvis I nu sidder og er i tvivl, kan vi fortælle, at der skete ikke noget, og bussen blev ved med at køre).

Efter mange spørgsmål om hvor turen gik hen, ankom vi til Leo’s Legeland i Ishøj. Folk brød ud i jubel, da vi fandt ud af det, og derefter slap vi alle sammen vores indre legebarn fri på de mange forhindringsbaner.

Efter 3 timer med både fri leg og fangeleg, samt vores alle sammens yndlings ”Fireball”, gik turen hjemad, hvor vi ramte Stevns igen klokken lidt i 5 om morgenen. Heldigvis skulle vi ikke op klokken 7.

Vi var så heldige at få lov til at sove til klokken 12, hvor vores elskede køkkendamer havde forberedt en lækker brunch til os.

Hvem ved hvilket uventet de kan forvente til næste år?

Knus Clara og Linea 🙂

Galla var en stilfuld succes

Hej på Bloggen
For nylig blev den årlige Galla her på Gymnastikefterskolen Stevns afholdt. Og det blev gjort med stil.

Dagen startede ud med, at vi havde nogle få keeedelige normale timer, for derefter at bruge masser af tid på at gøre os klar til den længe ventede aften 🙂 Efter 4 timer med hårsætning, makeup og tøj mødtes drengene på kontoret for at hente deres roser til deres gallapartner(e). Alle var spændte, især os piger som spændte ventede på, at vores gallapartner hentede os på værelset.

Herefter linede vi op på den røde løber for at tage billeder med vores gallapartner, (som I straks bør gå ind og tjekke ud på Stevns’ officielle facebookside, hvis I ikke allerede har gjort det :-))

På billedet til venstre er det Ditte, Hallfdan og Linea på den røde løber.

Efter de mange billeder fik vi velkomstdrinks og snacks, og så gik turen til den gamle gymnastiksal, som var fint pyntet op (takket være vores alles flittige elevråd).

Her var der både taler, nomineringer, sange og fine indslag fra både forstander og elever, mens vi spiste den lækre tre retters middag.

Så gik turen til Obli-hallen, hvor vi skulle danse lancier, hvilket blev gjort med en masse grin og store smil blandt eleverne.

På billedet til højre er det Andreas på den røde løber med Olivia til venstre og Clara til højre.

Til sidst sluttede vi dagen af med en masse billeder til egne personlige mindebøger og festligheder i den gamle gymnastiksal (også blandt vores lærere som hyggede sig ekstremt med at lege bartendere). Og selvfølgelig skulle vi ikke snydes – trods pigernes høje hæle og det fine tøj – for vores alles yndlings opvarmningssekvens ”fireball”.

Mange knus Linea og Clara 🙂

Opvisninger, busture, kampråb og en lille lur

Tags

, ,

Hej med jer
Så er vi halvvejs med vores opvisninger, og jeg vil derfor fortælle lidt om, hvad vi har brugt vores weekender på, når vi ikke er på opvisningsgulvet. Vi har allerede haft 12 opvisninger, på blot 3 weekender, og vi har derfor haft travlt med at få de sidste ting på plads, inden vi skulle lave vores første opvisninger, som var for vores forældre. Så marts startede ud med, at vi havde gymnastikuge med 4 dages gymnastik fra 8-18, og en masse trætte Stevns-børn.

Trods de stramme programmer i vores ellers elskede slap-af-weekender, har vi elsket hver en del af det. Selvom det er hårdt til tider, er det jo det, vi alle har ventet på. Dog er mange af os godt brugte nu og ser frem til en weekend hjemme hos mor og far, med forhåbentligt yndlingsretten. Vi har brugt mange timer i busserne, frem og tilbage til de forskellige opvisninger, men det er blot en af tingene ved det. Og ærligt, så nyder vi busturene, de er ekstremt hyggelige og foregår på stevnsmanér, og de bliver også brugt til en mulighed for at få en lille lur i ny og næ.

Vi har også brugt meget tid på at få det traditionelle årgangs-kampråb på plads. Det har krævet lidt øvelse, men vi synes, det er blevet rigtig godt, og du kan måske høre det til vores næste opvisning? 😉

Sammenholdet er noget af det bedste ved det hele, både uden for opvisningsgulvet og inde på gulvet. Vi står 174 elever på gulvet sammen, og bliver til en enhed. Der er ingen følelse bedre – og det kunne måske være noget for dig, for så er Stevns virkelig det perfekte sted. Jeg har været på opvisningsgulvet med andre hold mange gange, men ingen af gangene kan sammenlignes med følelsen af at gå på gulvet med Stevns 17/18.

Vi håber at se dig til vores kommende opvisninger, og der er stadigvæk billetter til GymnastikKabalen, årets opvisning, hvis det frister 🙂

Mange kram fra Linea

Årets skitur

Tags

, , ,

Hej Bloggen, længe siden
Vi har været på den årlige skitur, som vi selvfølgelig synes, I lige skulle høre lidt om. Vi drog af sted mod Østrig på en 18 timers bustur, heldigvis forberedt godt og med masser af ”Fire Ball” (som er alle elevernes ynglings opvarmningsserie – tak Henning!)

Vi ankom ved 7-tiden og begav os ud at stå på ski, så hurtigt som muligt. Desværre med begrænsninger, da mange af pisterne var lukket, undtagen en børnebakke, på grund af dårligt vejr. Hvilket heldigvis ikke gjorde så meget for os to, da vi begge to er nybegyndere. Vi har nu kælenavnene Tumpe og Humpe – tak for det skitur! 🙂

Dagene brugte vi på masser af timer på ski, og aftenerne blev brugt på at hygge på kryds og tværs på værelserne. Hver aften havde vi de obligatoriske nomineringer af dagens konge (en der har udviklet sig meget) og dagens klovn (den som har formået at lave de flotteste fald). Vi blev heldigvis ikke nomineret, heller ikke til klovn, trods vores manglende evner på ski.

På 4.-dagen blev alle pisterne åbnet, hvilket betød at alle selvfølgelig skulle op og øve, så alle var klar til den traditionelle ”Stevns-slange”. Efter vores meget ”smukke” Stevns-slange fik de andre gæster på pisterne æren af at se den berømte favoritopvarmning ”Fire Ball” og et smugkik på vores startserie. (Som I alle kan se i vores opvisninger, som begynder i marts.) Herefter drog turen hjemad mod Danmark og markerede slutningen på vores helt fantastiske skitur.

Knus Clara og Linea 🙂

Bag om Julemødet

Tags

, , , ,

Hej Bloggen
Vi er to piger fra Årgang 17/18, som dette år har fået æren af at skrive lidt bagom 17/18’s efterskoleeventyr. Her får I lige et lille indblik i, hvem det er, der sidder bag skærmen:

Vi hedder Clara og Linea, vi er roomies, og vi bor i Kapellet 1.

Vi er så heldige at, udover at vi bor sammen, har vi næsten alle fag sammen, hvilket blot har været med til at gøre os så glade for hinanden, som vi nu er. Vi går begge to på Science-linjen og har også linjefaget Spring sammen. Linea har også Dans som andet linjefag, hvor Clara har et mere frit skema.

Vores årgang har lige haft æren af at afholde det traditionelle julemøde, som vi har brugt mange timers forberedelse på, for at kunne lave et helt fantastisk show for jer.

Alle på skolen har arbejdet hårdt på forskellige værksteder, alt fra at springe rundt, lave tricks, danse og til at skrive artikler til bladet ”Vores Stevns”. I løbet af ugen har vi alle sammen øvet og bidraget til showet med hver vores input, som har været med til at få showet til at stå så flot, som det gjorde torsdag den 14. december.

Showet blev sat i gang med et smukt luciaoptog og derefter vores Danselinje, som gav en fantastisk forestilling. Herefter sagde Carlo et par ord og satte hermed hele showet ”Go’ Aften Stevns” officielt i gang. Derefter var der indslag fra både værter, kokke, gadebander, dansere, Gymnastikefterskolen Stevns ’ bidrag til efterskolernes Danmarks Indsamling – som vi for resten vil opfordre jer til at gå ind og stemme på! – samt et indslag fra Donald Trump og Kim Jong Un med både drenge- og pigekor. Vi havde en fest!

Inden vi rundede helt af, satte vi et sidste spark i showet og sang fællessangen ”Wouldn’t it be good”, hvor vi alle sammen gav den gas og nød enden på en hård uge. Vi var alle både glade og stolte over vores præstationer.

Vi håber, at I nød showet – og på gensyn – vi vil holde jer opdateret bag om aktiviteterne her på Stevns.

Knus fra Clara og Linea

Den sidste officielle faglige skoledag

Tags

, , , , ,

Hey, Jam her

Med hastige skridt går vi mod enden på en eventyrlig rejse med årgang 16/17, og nu blev det så tid til den sidste officielle skoledag den 30/5-17. Det rammer allerede én hårdt over tanken om, at vi blot er under en måned væk fra slutningen, det føles som så kort tid. Men det skal ikke holde årgang 16/17 fra maks hygge dagen lang!

Siden det i dag er sidste officielle skoledag gjorde, vi som vi altid gør om onsdagen, først en gang morgenmad kl. 7.00 som altid, det vil aldrig forandre sig. Vores gode gamle Willy holdt sin morgenprædiken som altid, og så var det ellers videre til obligatorisk gymnastik for den allersidste gang…

Men i dag stod timen på andet end hård træning, den stod nemlig på minder fra den allerførste obligatoriske time, som vi havde, med den præcis samme musik og en dans som stadig sad gemt bagerst i hukommelsen. Da musikken først gik i gang, kom der jublen, skrig og ikke mindst smil på læberne, for selvom tiden snart er omme, vil minderne for evigt være der! Det er netop dette, som ingen andre kan tage fra os, det sammenhold vi har bygget op gennem tiden, de dejligste stunder med en plads gemt i hjertet.

Timen løb frem mod pausen, hvor det efterfølgende blev tid til den sidste obligatoriske linjefagstime for dem, der nu har linjefag om onsdagen. Jeg skulle have TeamGym, hvor vi bare fyrede den maks af! Der blev lavet nye spring, folk kastede sig rundt i tripler, og humøret var højt, mens musikken pumpede ud af højtalerne. Da det nu var sidste gang, skulle der ikke sættes nogle grænser! I går brugte TeamGym-holdet træningen på at gense videoer fra DM, som blev afholdt i Randers den 19/5.

Da Linjefaget var slut, stod den på Livsoplysning med sang, og denne trak lidt tårer frem. Til Livsoplysning fik vi øvet på sangene, vi skal bruge til Landsstævnet, som vi har været så heldige at komme med til 🙂 Vi fik også sunget lidt sange fra de første morgensamlinger, der lige gik ind i hjertet, så en dråbe trillede ned ad kinden.

Resten af dagen forløb stille og roligt, folk fik øvet sig til eksaminerne, der allerede starter i morgen for over halvdelen af eleverne.

Når linjefagene tager på tur

Tags

, , ,

Hey folkens
Vi vil fortælle jer lidt om alle linjefagenes ture forleden. Det er altid hyggeligt at komme ud af huset, for det giver nemlig noget helt specielt til sammenholdet. Det styrkes max, hver evig eneste gang, der sker noget ”ude af huset”. Her vil vi, Julie fra rytmelinjen og Caroline fra TeamGymlinjen, fortælle lidt om, hvad der skete på vores to vidt forskellige ture.

(Caroline – TeamGym)
Tiden nåede til testkonkurrencen i Sorø. Stemningen i hallen er rigtig god. Humøret er i top, og folk glæder sig.

Dog er denne testkonkurrence en del anderledes, end vi er vandt til, eftersom alle skal vise deres færdige rytmeserie, hvor de bedømmes og får tilbagemeldinger på, hvad der skal arbejdes på til den rigtige konkurrence. Der skal også vises tre bane- og trampolin-omgange, dog kun med tilbagemeldinger om, hvad der kan forbedres. Så det er en ny måde at gøre det på (at man ikke får point).

Sorø, Gørlev og os fra Stevns har alle haft en slags fællestræning i et par timer, hvor vi har afprøvet spring og rytme og nu er klar til at vise, hvor langt vi hver i sær er nået indtil nu.

Folk er som sagt meget spændte og glæder sig enormt til at afprøve deres ting under pres. Nogle er mere nervøse end andre. Generelt er pigerne dem, som er mest nervøse, hvorimod drengene bare tusser rundt og tager det hele en anelse mere løst!

Alle holdene klarede sig rigtig godt og føler sig et skridt tættere på målet, nemlig det rigtige Efterskole DM til maj. Alle har individuelle ting at arbejde på, men alt i alt går det fantastisk. Vi er dog så heldige at få en chance mere til at afprøve tingene og få rettet op på fejlene inden Efterskole DM i Randers i slutningen af maj.

Næste gang (den 18. april) er det nemlig vores tur til at åbne dørene for Gunslevholm, Gørlev og Sorø. Nemlig den sidste testkonkurrence inde DM. Vi glæder os rigtig meget og går målrettet mod at dygtiggøre os mest muligt.

Det har alt i alt været en lækker dag. Alle Stevnsbørnene på TeamGymlinjen er trætte og kommer uden tvivl til at sove fantastisk i nat. Det har været hårdt, men hyggeligt at træne på en lidt anderledes måde sammen med de andre efterskolers TeamGymlinjer.

(Julie – Rytmelinje)
Mens TeamGym jo var væk til testkonkurrence, var de andre linjefag også på tur.

Rytmelinjen havde et stramt program. Vi startede med at besøge Stepz danseuddannelse i København. Hos Stepz har man mulighed for at tage en etårig danseuddannelse, hvor man har tre dansemoduler dagligt. Vi skulle prøve Jazz, hvilket ingen af os rigtig vidste hvad var, eller havde beskæftiget os med før. Dansestilen var fed og instruktøren mega dygtig. Vi endte ud med at lave en cool serie og fandt frem til, at Jazz langt fra er at danse til lyden af en trompet, som en af de skønne rytmepiger havde forestillet sig til at starte med.

Så gik vi, eller nærmere powerwalkede, 4-5 km for at nå frem til vores næste destination til tiden. Vi besøgte Energii, som er en form for fitnesscenter. Her prøvede vi kræfter med to forskellige ting: Reformer og Heat It Up. Mit hold startede med Reformer, som er den her form for styrketræning med elastikker og en maskine, der åbenbart kunne bruges til det meste. Det var hårdt, og de fleste af os var en anelse bange for, at vi skulle skrue op for vægten. Det var ret underholdende på den måde, at det var noget nyt, noget anderledes.

Heat It Up foregik i et rum, der var 37 grader varmt, det var pulstræning, styrketræning og udstrækning. Sveden drev af os, men man følte sig dejligt glad og behageligt tilpas bagefter. Til sidst tog vi bussen tilbage til Stevns, og vi fik slappet af. Det har været en super fed og hyggelig dag, men hele Rytmelinjen kan vist godt blive enige om, at vi kommer til at sove fantastisk i nat.

Det var lidt om hvad de forskellige linjefag lavede denne dag. Vi har været mere end tilfredse med dagen, og vi glæder os nu til at komme hjem og slappe. Fortsat god dag til jer.

Knus Caroline & Julie

Som tiden går

Tags

, , , ,

Halløjsa igen og velkommen til bloggen. Jam her 😉
I fredags lavede vi vores nr. 11 opvisning i rækken, som var endnu en succes. Som tiden går, mærker man mere og mere forandring i opvisningernes gang, folk lander mere sikkert i springene, serierne sidder mere i kassen, og udstrålingen skinner klart. Opvisningerne bliver bedre og bedre, hvilket gør det til den vildeste oplevelse. Man kunne godt tro, at vi var ved at blive godt trætte af at lave den samme opvisning så mange gange, men sådan er det slet ikke. For hver opvisning er speciel på sin egen måde, nogle opvisninger klarer man bedre end andre, hvor man selv godt kan føle, at det bare gik pissegodt. ”Hold da op, i den her opvisning kiggede jeg meget mere op”, ”mine spring har aldrig været bedre!”, ”publikum var for vilde i dag”, er ofte nogle af de citater, man hører fra os efter en opvisning. Så ved man det har været en succes :))

Et glimt fra Årgang 16/17’s allerførste opvisning tilbage i november – i Farum.

Den her opvisning var meget anderledes end de andre, for den foregik i Farum. Det var nemlig også her, vi lavede vores allerførste opvisning for 4 måneder siden, og det bragte mange minder frem. Da vi ankom til Farum, kiggede folk rundt og spurgte ”har vi ikke været her før?” ”Jo, til den allerførste opvisning i november”, og smil bredte sig.

Stemning var høj allerede under opvarmningen til opvisning nummer 11.

Dette blev også gentaget under opvarmningen, og det gjorde, at stemningen især var høj, for der var en tryg stemning omkring det. Da vi gik på gulvet blev der helt stille, og så gik vi ellers i gang. Energien har aldrig været højere, og jeg kan med sikkerhed sige, at alle de andre fra årgang 16/17 er helt enige. For det var klart den bedste opvisning vi har lavet hidtil!

 

Fint tøj og accessories er kommet til her 4 måneder efter den første opvisning 🙂

På vej hjem på weekend reflekterede man virkelig også over de to vidt forskellige opvisninger. Den første vi lavede var vi vildt nervøse, men den her gang var vi langt mere selvsikre. Især fordi fællesskabet er blevet endnu bedre, og vi er blevet til en langt tættere familie her på Stevns. Det var også vildt surrealistisk, hvor hurtigt tiden er gået. For blot 7 måneder siden stod vi på skolen og anede knap nok hvem hinanden var, men nu er vi tættere end nogensinde. Om 3 måneder har vi sidste dag på skolen, og selvom det bliver hårdt, vil jeg nyde den kommende tid fuldt ud, for tiden flyver afsted når man er omgivet af så dejlige mennesker, som man er her på Gymnastikefterskolen Stevns ❤

Knus Jamila

Gymnastikdagene er slut – nu gælder det opvisningerne!

Hej, jeg hedder Caroline, og jeg er ny her på bloggen. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mit og mine venners syn på at gå på Stevns. Først og fremmest vil jeg starte med at fortælle jer om vores gymnastikdage, som lige akkurat er slut.

Vi har trænet, trænet, trænet og trænet lidt mere. Gymnastikdagene har budt på usandsynlige mængder af hård træning, men også massere af grin og hygge. Der er blevet trænet på så mange forskellige ting. Alle har brugt ufattelig meget tid og energi på fx to pigeserier, rytmelinjens boldserie, overgange, koncept, spring, drengeserie og de to fællesserier. Alt dette har været noget af det hårdeste, men helt klart også det fedeste.

Dagene har været hårde og lange. De har tappet utrolig meget energi fra alle. Folk har ikke andet end trænet 10 timer dagligt (plus/minus), spist og sovet. Trods udmattede elever, så har der under alle timerne ikke været andet end grin, snak og en masse fed bevægelse. Alle har taget hele processen med et smil… selv gymnastiklærerne, som til tider var forholdsvis trætte af os.

Hvis du spørger alle eleverne, så har alle træningstimerne været det hele værd, for nu står vi alle klar med et færdigt produkt, som vi alle er stolte af. Så den næste 1,5 måned glæder vi os til at vise det frem rundt omkring med mange opvisninger.

Alle elever er uden tvivl enige om, at alt dette har krævet et godt fællesskab, at lave denne flotte opvisning. Alle har gjort deres bedste. I opvisningen og under disse dage kommer det også til udtryk, at alle er uundværlige. Som efterskoleelev løfter man nemlig i flok for at få det hele til at spille.

Det at vi så om lidt skal på gulvet med vores første opvisning, for forældrene, som Gymnastikefterskolen Stevns, er en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi har alle arbejdet hårdt og er nu uden tvivl spændte på at vise det færdige produkt frem, som vi har skabt i løbet af disse dage. Vi er alle sikre på, at opvisningen og gymnastikdagene er en helt speciel oplevelse, som vi aldrig vil glemme!